Leg for Ballum har fået en fantastisk håndsrækning fra Sparekassen Bredebro, som har sponsoreret 70 flotte drikkedunke i metal til Lokaldysten med sponsorløb.
Tusind tak for den generøse støtte. Det er donationer som denne, der er med til at skabe ekstra glæde omkring arrangementet og motivere endnu flere til at være med.
De første 70 deltagere, der møder op til sponsorløbet, får en drikkedunk med hjem som en lille tak for deres deltagelse.
Sammen om bevægelse og en opgradering af legepladsen
Sponsorløbet afholdes lørdag den 5. september kl. 10.00 som en del af Lokaldysten – en landsdækkende dyst, hvor byer konkurrerer om at samle flest kilometer pr. indbygger gennem gåture, løb og cykling.
Alle kan være med. I løbet af to timer kan deltagerne gå, løbe eller cykle en afmærket rute så mange gange, de har lyst, og alle kilometer tæller med i konkurrencen.
Samtidig er arrangementet også et sponsorløb, hvor deltagerne opfordres til at finde sponsorer, der støtter med et fast beløb eller et beløb pr. kilometer. Hele overskuddet går ubeskåret til Leg for Ballums arbejde med at opgradere den offentlige legeplads ved Havbrisen – et samlingssted for børn, familier og besøgende i Ballum.
Lokaldysten og sponsorløbet arrangeres i fællesskab af Ballum Idrætsforening, Leg for Ballum, DGI Sønderjylland og Tønder Kommune.
Sommeren er en oplagt tid til at træne
Der er stadig god tid til at snøre løbeskoene, finde cyklen frem eller tage et par ekstra gåture i sommerferien. Hver kilometer tæller, når Ballum skal dyste mod andre landsbyer – og samtidig samle penge ind til vores fælles legeplads.
Vi håber at se rigtig mange den 5. september.
Og endnu en gang en stor tak til Sparekassen Bredebro for den flotte sponsorering. Vi glæder os til at dele de 70 drikkedunke ud på dagen!