Facebook Login

De første måneder af 1868 gav et lovforslag om anlæggelse af en havn ved Esbjerg, der på daværende tidspunkt set fra det østlige Danmark var en temmelig øde og rå afkrog af landet, anledning til en følelsesladet debat i Folketinget og siden i Landstinget. Forslaget blev vedtaget, havnen bygget og landets nu femtestørste by med 82.000 indbyggere grundlagt. Musikhuset Esbjerg er en markant bygning, som er tegnet af arkitekterne Jørn og Jan Utzon, er placeret i Esbjergs bymidte - kun 100 meter fra Torvet og kun få minutters gang fra henholdsvis banegården og havnen. Musikhuset deler foyer med Esbjerg Kunstmuseum og Restaurant Kunstpavillonen. I Esbjerg findes også skulpturen Mennesket Ved Havet, der er 9 meter høj og udført i hvid beton. Det er den danske billedkunstner Svend Wiig Hansen, der har skabt den i 1995, og han har også ledet det komplicerede betonstøbearbejde, der er udført på selve stranden nord for Esbjerg. Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg byder på spændende oplevelser for hele familien om livet på, i og ved havet. Læs mere her

Kilde: www.visitesbjerg.dk

Kolding nævnes første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231. Hvor længe byen har eksisteret før denne tid, ved vi ikke endnu. Fra midten og sidste halvdel af 1200-tallet stammer også den første begyndelse til Koldinghus, Sct. Nicolai kirke og gråbrødrekloster. Koldinghus blev grundlagt midt i 1200-tallet og var gennem århundreder et af Danmarks vigtigste kongeslotte. Det brændte i 1808 og stod længe som en romantisk ruin. Slottets restaurering er i sig selv en attraktion af verdensklasse. Museet rummer permanente samlinger og er hjemsted for kulturelle aktiviteter og særudstillinger af internationalt format. Andre museer i og omkring Kolding er: Trapholdt, Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Legetøjsmuseet, Kolding Miniby, Brødemenighedens Museum, Genforenings- og Grænsemuseet, Kongåmuseet og Landbo Museet.

Kolding Storcenter er et godt udflugtsmål, især på en våd regnvejrsdag.Kolding Storcenter er et godt udflugtsmål, især på en våd regnvejrsdag.

Med sin fornemme status som Danmarks ældste by, tilbyder Ribe en helt enestående atmosfære. Kun få steder i landet finder man som her en så velbevaret middelalderlig bykerne med gamle bindingsværkshuse, brostensbelagte gader og en storslået domkirke i centrum. Kirken blev færdig bygget i midten af 1200 tallet og er således Danmarks ældste Domkirke. Ribe Domkirke hedder også Vor Frue Kirke og er bestemt et besøg værd, hvor der bl.a. er mulighed for at tage turen op i det 52 m høje tårn. Sct. Catharinæ Kirke og Kloster er også et besøg værd. De blev grundlagt i 1228 af tiggermunkene dominikanerne, som i Danmark også kaldtes Sortebrødrene. Ribes historie er desuden præget af både vikinger og konger. Besøg fx Museet Ribes Vikinger eller Ribe VikingeCenter. Dronning Dagmar blev i 1205 viet til Kong Valdemar Sejr og kom derpå til Ribe. Parret boede på Riberhus Slot på Slotsbanken. Dronning Dagmar var en "folkets dronning", som i 1212 døde i Ribe - efter sigende i barselsseng.