Spring til indhold

Prisuddeling til Ballum Landsbyforening og Randerup forsamlingsgaard.

Tønder kommunes Klima-, Vækst-, og Udviklingsudvalg afholdt i aftes dialogmøde for kommunens 28 lokalråd. Det foregik i fine rammer i Møgeltønder Forsamlingshus, og Ballum Landsbyforening og Randerup Forsamlingsgaard var repræsenteret ved mødet. Ved mødet præsenteredes de politiske initiativer og strategier indenfor klima, vækst og udvikling i Tønder kommune, samt baggrunden herfor. Der blev lagt vægt på, at der sættes stor pris på lokalrådenes arbejde og indsatser, og der blev gennemgået den liste af tilskudspuljer, og muligheder for hjælp og vejledning, som er oprettet til at understøtte lokalrådene i deres arbejde. Efter præsentationen blev “Initiativprisen 2024” uddelt, og det var en glædelig overraskelse, da prisen gik til Ballum Landsbyforening og Randerup Forsamlingsgaard for deres fælles initiativ “Åben skolestue”. Thomas Ørting Jørgensen uddelte, sammen med rosende ord fra udvalget, en check på 10.000 kr. og en fin messingplade til skolestuen. De to formænd, Rene Christensen og Henrik Dahlmann, fik overrakt prisen, og kvitterede for modtagelsen ved at sende ros til de grupper, som har arbejdet på initiativet. For de, som ikke allerede ved det, er initiativet omkring Åben skolestue drevet af frivillige på tværs af sognene i Ballum-området, og er udsprunget af arbejdet med en samlet udviklingsplan for hele området, som blev igangsat af Ballum Landsbyforening i 2023. Initiativgruppen bag Åben Skolestue takker de to foreninger for deres tillid og tiltro til gruppens arbejde, og takker samtidig de mange frivillige og sponsorer, som har gjort det muligt at nå i mål med projektet. Og ikke mindst de mange, som gør brug af Åben Skolestue.

Thomas Ørting Jørgensens ord på vegne af Klima-, Vækst-, og Udviklingsudvalget i forbindelse med overrækkelsen kan læses herunder.

Årets initiativpris går til

 Ballum Landsbyforening og Randerup Forsamlingsgård for deres initiativ

ÅBEN SKOLESTUE.

I indstillingen stod bl.a.

I området i og omkring Ballum har demografien ændret sig markant, og deraf er afstanden mellem borgerne blevet større, både fysisk og socialt.

Ballum Landsbyforening og Randerup Forsamlingsgård har i samarbejde, og efter ønske fra borgerne, søsat initiativet “Åben skolestue” for at forsøge at gøre den afstand mindre.

Initiativet består af to formål:

1. En kreagruppe for børn.

2. Et åbent café-miljø hvor borgere kan mødes helt uforpligtende til hyggeligt samvær.

Åben skolestue har været åben en dag hver tredje uge, fra oktober til marts. Om eftermiddagen med “Åben skolestue for børn”, hvor børn mødes i kreaklub med 2-3 voksne frivillige omkring sig, og om aftenen med “Åben skolestue” hvor alle er velkomne, uanset om det er for hele aftenen eller bare et kig ind og sige hej.

Der har været 12-18 voksne hver gang, godt fordelt på alder, køn, tilflyttere og “indfødte”.

Der er en ny sammensætning af mennesker fra gang til gang, da folk dropper ind, som de har tid og lyst.

Der er blevet hygget, grinet, snakket, delt historier, spillet spil, strikket mm, og der er dannet nye sociale relationer blandt mennesker, som har boet i området i årevis, men aldrig før har mødtes/snakket sammen.

Siden samarbejdet om skolestuen, har Ballum Landsbyforening flere gange valgt at afholde sine møder i Randerup forsamlingsgaard, og der er kommet opmærksomhed på at udnytte hele områdets faciliteter

Det nye samarbejde har skabt nye frivillige og en stærkere social sammenhæng i området. Og der er mere på vej. Dét, synes jeg, er værdigt til en indstilling til Initiativprisen 2024.

 Udvalget har ved udvælgelsen lagt vægt på at initiativet er enkelt, har skabt gode resultater, er opstået i forbindelse med udarbejdelsen af den lokale LUP, har givet nyt liv til Forsamlingsgården og ikke mindst har det for udvalget været vigtigt at initiaitivet er søsat som et samarbejde mellem flere foreninger.

Netop nye samarbejder på tværs af bestyrelser og nye måder at anvende forsamlingshuse på, gør at vi i udvalget mener at det er bæredygtigt ud over det sædvanlige. Tillykke til Jer med det gode initiativ.

Del på Facebook
Vælg Byer

Arrangementer

Kategorier

Arkiver