Vadehavssmedjen er en forening med rod i Buntje-Ballum. Fysisk er det et hus med en gammel smedje på adressen Bunti 18. Vadehavssmedjen er udgangspunkt for forskellige arrangementer og oplevelser med natur og kultur ved Vadehavet.
Arrangementer
Alle arrangementer annonceres på Vadehavssmedjens facebookside, hvor du også kan se fotos fra tidligere arrangementer, og på Kultunaut.
Vi henter tidevandet ind
Et årligt arrangement, der første gang fandt sted i forbindelse med digteren og forfatteren Jens Rosendals 80 års fødselsdag. Siden er det afholdt hvert år midt i maj omkring digterens fødselsdag på en dag, hvor tidevandet kan hentes ind først på eftermiddagen. Arrangementet består af to dele:
- Vi henter tidevandet ind ved havet, oftest ved Bunti Strand. Der er fællessang, tale og vi går ud på vaden for at hente tidevandet ind med musikledsagelse til afsyngning af Jens Rosendals sang “Vi henter tidevandet ind”. Jens Rosendal skrev teksten i 2012 og Rasmus Skov Borring satte musik til, så den kunne afsynges ved tidevandsarrangementet samme år. Ingen tilmelding, betaling ved stranden.
- Kaffebord, koncert, fællessang og suppespisning i Ballum Multihus. Forhåndstilmelding og betaling.
Vi synger solen ned
Alle torsdage i juli måned synger vi solen ned ved Bunti Strand kl. 20.30 – 21.45. Fællessang med musikledsagelse, mens vi ser ud over den afvekslende vade og himmel. Man skal klæde sig på efter vejret og selv medbringe stol. Ingen tilmelding, betaling ved stranden.
Sommerfest i Smedens Have
En søndag eftermiddag i august mødes vi i Vadehavssmedjens have til kaffe, koncert, fællessang og snitter. Forhåndstilmelding og betaling.
Danmarksmesterskaber i Springstage
En lørdag eftermiddag i august mødes vi til DM i springstage på Møllekilen ved bevandingsmøllerne og møllemuseet i Ballum Enge. Før i tiden var springstagen – æ klugestage – et uundværligt arbejdsredskab for bønderne i marsken. Både øvede og helt uøvede kan deltage i konkurrencen ved at møde op på dagen. Ingen tilmelding. Springere gratis deltagelse, tilskuere betaling.
Medlemskab af Vadehavssmedjen
Alle kan blive optaget som medlem af foreningen Vadehavssmedjen og dermed få adgang til generalforsamlingen. Livslangt medlemskab koster for tiden 300 kr. Send mail med kontaktoplysninger til foreningens kasserer på gjvisby@gmail.com og indbetal kontingentet på Vadehavssmedjens konto i Sparekassen Bredebro reg. 9827 konto nr. 0000476757.
Telefonisk kontakt til foreningen: Else Kirsten Lynggaard Ehmsen, tlf. 2972 7426.