2. september afholdt foreningerne i Ballum og omegn fælles foreningsmøde på Klægager. 

Mødets formål var at holde fokus på det allerede igangsatte samarbejde på tværs af foreningslivet i Vadehavslandsbyen (Skast, Ballum, Koldby og Randerup) og at drøfte, hvordan vi forvalter pengeposen, hvis der pludselig tilfalder VE-midler til vores område. Dagsordenen så derfor således ud:

  1. Velkomst og aftensmad
  2. Bordet rundt, 60 sek. pr. forening – Hvad er jeres største udfordring lige nu, hvad er jeres plan for det kommende år.
  3. Fælles drøftelse, hvordan kan vi i fællesskab håndtere potentielle VE midler til alles bedste?
  4. Kaffe frikvarter.
  5. Afrunding og opsamling


Vi vil gerne, at drøftelserne kan summe i hele området, derfor dette resume af punkt 2 og 3.


Under punkt 2 faldt snakken på Spejderhytten og der blev fra Forvaltningen sagt, at huset kan bruges af alle foreninger, der har ønske om at bruge den til almennyttigt formål. Det er således ikke længere nødvendigt, at det skal være med et natur perspektiv. Skulle der ikke melde sig nogen til at bruge huset, vil det på sigt blive revet ned.


Punkt 3 startede med et kort oplæg af Karin Kjærsgaard, vores Landdistriktskoordinator. Derefter delte vi os i 3 grupper, der drøftede punktet. Det var virkelig gode drøftelser, som gav mange forskellige perspektiver og som vi må samle op på som Landsbyforening.


Nogle mente, at eventuelle midler skulle fordeles efter en trappemodel der fordeler midlerne udelukkende ud fra, hvem der har størst gener, altså bor tættest på, gradueret ud fra afstand. 

Nogle mente, der skulle laves et selvstændigt lokalt udvalg under Landbyforeningen og andre igen mente, det skulle være en ekstern bestyrelse/fond, så der ikke indgik lokale i fordelingen af midlerne.


Uanset om det skulle være den ene eller anden form, blev der bl.a. også drøftet:

  • Hvem der kan være stemmeberettiget i forhold til at vælge en gruppe der kan administrere fordelingen?
  • Kan man evt. stemme når man er yngre end 18 år? (dette for at give unge ejerskab i området) 
  • Skal man bo i området? Eller er det nok at eje et hus? 
  • Skal man være aktiv i en forening?
  • Skal pengene bruges til almennyttige formål eller kan private også søge
  • Skal der nedsættes en forhandlingsgruppe, som vil kunne gå i forhandling omkring VE-midler forud for kommunal godkendelse, vel vidende at VE-projektet muligvis ikke bliver til noget. Der er erfaring fra Brøns/Rejsby/Frifelt omkring, at det giver et væsentligt større udbytte.
  • Skal der som en start fordeles mindre portioner til flere, så mange får gode af midlerne og senere fordele til større projekter?


Uanset hvilken model der blev drøftet, var alle enige om, at det er vigtigt, at vi er på forkant og får lavet en fordelingsplan inden evt. midler kommer. Et sådant arbejde vil også skulle inkludere alle borgere i området & tydelighed, åbenhed og gennemsigtighed.

Dette møde i foreningsregi, var blot en opstart af drøftelserne og I er alle velkomne til at snakke videre derude. På et tidspunkt vil vi i Landbyforenignen tage næste skridt i det videre arbejde med emnet. I hører nærmere.